Brug af Arnborgs fly og jordmateriel

Arnborg råder i dag over 5 fly, som kan anvendes af medlemmerne: Puchacz, to stk. LS8, Duo Discus samt Motorfalke. Desuden rådes over en Piper Pawnee til flyslæb.

Der er altid mulighed for flyslæb og spilstart i flyvesæsonen (fra 1. april til 30. september).

På briefingen kan du få oplyst, om der er mulighed for at anvende et af Arnborgs fly, hvis du ikke i forvejen har reserveret det. Det kan kun lade sig gøre at leje Arnborgs fly, hvis du i forvejen er omskolet til typen, og denne omskoling er godkendt af Arnborgs flyvechef eller dennes stedfortræder.

Bemærk: Betaling  kan kun foregå med MobilePay.

Hvis du ønsker at blive omskolet til et af Arnborgs fly, skal der foreligge tilladelse fra din klubs flyvechef. Flyenes håndbøger, omskolingsskemaer samt omskolingskrav befinder sig på Centerkontoret. Omskolingskrav kan også findes her: 

pdf UHB250-Omskolingskrav m v - Unionsfly (120 KB)

Bemærk: Der kan ikke forventes mulighed for omskoling eller anden form for instruktørmedvirken, medmindre det er aftalt på forhånd.

Jordmateriel

Ingen må anvende Arnborgs jordmateriel, medmindre man er fortrolig hermed og har aftalt det med Arnborg medarbejderne. Køretøjer må kun køres af personer med kørekort.

Før flyvningen

Svæveflyjournal med relevante papirer findes sammen med batterier og logger i flyets skab i hangaren. Her findes også dagsrapport til brug for det enkelte fly. På dagsrapporten skal fartøjschefen føre alle dagens flyvninger. For Motorfalken findes ikke logger. Flyvninger føres direkte på startlisten, som skal blive i flyet.

Forinden flyet tages i brug, skal der gennemføres dagligt tilsyn, og der skal kvitteres herfor i flyjournalen. Er der småskader på flyet, skal disse beskrives på dagsrapporten før flyvning. Alle skader meldes til kontoret når de konstateres og noteres i svæveflyvejournalen.

Hvis der skal foretages strækflyvning

Turbomotoren på OY-XSA skal afprøves inden man flyver væk fra Arnborg.

Lejeren af flyet er selv ansvarlig for forsvarlig hjemhentning, herunder kontrol af at transportvognen er i forskriftsmæssig stand m.h.t. bremser og lys m.v..

Der er ingen "hjemhentningstjeneste" på Arnborg. Vær opmærksom på, at enkelte af transportvognene kræver en bil af en vis størrelse, eller/og kørekort til anhænger (B+E).

Ingen må påbegynde en strækflyvning, medmindre man er fuldt fortrolig med flyets transportvogn samt adskillelse og læsning af flyet. I tilfælde af udelanding føres landingsstedet på flyets dagsrapport.

Efter flyvning

Når flyvningen er afsluttet, skal flyet rengøres, herunder vaskes rent for insekter m.v.

Loggeren tages ud af flyet, og lægges i flyets skab i hangaren.

Svævefly-journalen føres af fartøjschefen, batterier sættes til opladning, og flyet stilles i hangar med støvovertræk på eller i transportvogn medmindre anden aftale foreligger.

Er flyet ikke rengjort og/eller sat i hangar, bliver den pilot, der sidst har anvendt flyet, debiteret for kr. 500,00 kr.