Svæveflyvekonference 2012: Henrik Svensson gæster konferencen

Henrik Svensson - Direktør for de svenske svæveflyvere

 

Det er med stor fornøjelse, at vi kan meddele, at Henrik Svensson fra Sverige har sagt ja til at komme til DSvU Svæveflyvekonference 2012.  Henrik vil holde to foredrag. Det ene handler om hans hjertebarn, klubben Herrljunga Segel, der går imod strømmen og vokser i en tid med generel nedgang. Svenske 'Segelflygsport' skriver sådan her om klubben: "Hvordan er det muligt? Ved en lille stationsby med 9000 indbyggere er der vokset en velfungerende svæveflyveklub frem, som går mod strømmen og har fået alt det, som vi andre ønsker os: en aktiv ungdomsafdeling, en velfungerede skolingsafdeling, egen flyveplads med fine bygninger og mange fly. Læg dertil mange ansete stræk- og konkurrencepiloter på eliteniveau og sidst, men ikke mindst: en god økonomi". Se evt. artikel her: Klubber som lykkes - Herrljunga. Hvad er det, der har gjort, at Herrljlunga skiller sig ud fra mængden? Det vil Henrik forsøge at kaste lys over.

Henrik Svensson er ikke hvem som helst: Fra en position som kaptajn i det svenske flyvevåben skiftede han for knapt 10 år siden til en position som "Inspektør" i den svenske svæveflyveunion, Segelflyget, og er formelt direktør og daglig leder for forehavendet. Men han er også en dygtig og respekteret instruktør, og mange danskere har i tidens løb haft glæde af hans undervisning som kunstflyvningsinstruktør på de svenske Svedanor kunstflyvningskurser.

Har du fordomme om personer med militær baggrund, må du være forberedt på at se dem gjort til skamme. Henrik er alt andet end militær i sin fremtræden. I sin fritid studerer han psykologi og har i kraft af den viden en helt anden og spændende tilgang til området Human Factors, end vi er vante til i Danmark. Han kan også fortælle om noget så umilitært og flippet som Mental Træning og hvordan vi som svæveflyvere kan anvende de teknikker til at blive bedre piloter. Og det er præcis de emner, som Henrik vil dække i sin anden session.