SUN-AIR Cup / Junior-DM dag 5

Efter to aflyste konkurrencedage i træk var det et skønt syn, der mødte piloterne her til morgen.

Høj sol og masser af store, flotte cumulus fyldte himlen og lagde grund for dagens arealopgave, som slog et smut helt op mod Limfjorden. 367,31 km. lød dagens opgave på for SUN AIR Cup-deltagerne, mens juniorernes lød på 271,31 km. – begge over tre timer.

På morgenbriefingen lød Bertel Knudsens melding på en base mellem 1000 og 1600 meter – det viste sig at holde stik. Måske blev vejret endda en smule bedre i løbet af dagen, og der blev meldt om en dejlig dag i luften fra de hjemkomne fly. 40 ud af 41 gennemførte dagens opgave.

Dagsvinder i SAC blev Erik Døssing i SL, mens Gormsen og Mortensen i BA tog en andenplads med 994 point. Samme position indtager de to fly nu i den samlede stilling, mens Jan Fahlgren i IS efter en tredjeplads på dagens opgave ligger lunt i svinget og indtager samme position i den samlede stilling, som altså domineres af SG-70 indtil videre.

Med fire mulige konkurrencedage tilbage er alt dog stadig åbent, og det skal blive spændende at følge konkurrencen de næste par dage. Det kan du som altid gøre på http://live.glidernet.org/


Emil Dalboe fejrer dagens flotte sejr i Junior DM med en solid omgang grillmad i godt selskab

I juniorrækken sikrede Emil Dalboe i X sin første dagssejr ved dette års DM. Dalboe var i sidste måned med på det danske hold, der vendte hjem med et nordisk mesterskab til Oskar Minds i rygsækken, og i dag viste den tidligere danmarksmester talentet ved at vinde med en solid afstand ned til Kevin Kjær Andersen i AA på andenpladsen. Dalboe rykkede med dagens præstation op på tredjepladsen samlet. Det var i øvrigt den anden dagssejr i træk til Midtsjællands Svæveflyveklub efter Mikkel Schmidt Nielsens tog sejren i BB søndag.

Rækken føres stadig af Sviatoslav Roublev i G3. Roublev måtte efter en efter eget udsagn utilfredsstillende dag se sit forspring reduceret. Danmarksmesteren i klubklassen fører nu med 51 point ned til Martin Steen Andersen i L7, som med en tredjeplads på dagen indtager andenpladsen i den samlede stilling.

Du kan se opgaver, dagsstillinger og den samlede stilling her: https://www.soaringspot.com/en/sun-air-cup-junior-dm-2018-svaeveflyvecenter-arnborg-2018/

Husk, at du kan følge stævnet på de sociale medier: SACJM18 på snapchat og SAC_JDM_2018 på Instagram. På instagram kan du bruge #sacjdm18 til dine flotte flyvebilleder eller andet godt – så reposter vi de bedste!

https://www.facebook.com/sac.juniordm/ kan du ud over at følge konkurrencen se tredje del af interviewet med verdensmester Rasmus Ørskov. Her fortæller Rasmus om dagene midt i konkurrencen, hvor det øsede ned, og om hvornår han for alvor begyndte at tro på et stort resultat.

 

Kommende begivenheder

26 apr
1. afdeling af SM, afvikles af PFG/ KF
Dato 26. april 2024 - 28. april 2024
27 apr
Spring Cup, Herning
27. april 2024 - 4. maj 2024
4 maj
NH SAMLING 2 ARNBORG
4. maj 2024 - 5. maj 2024
9 maj
DM ARNBORG + TRÆNING 5 DAGE FORINDEN
9. maj 2024 - 19. maj 2024
14 maj
ETU MØDE, ARNBORG
14. maj 2024 20:00