DM dag 3

Vejrudsigten for lørdag den 12. maj 2018 var ikke opløftende. Den kan kort beskrives som en blandet landhandel.

Men DM ledelsen er ikke sådan at bide skeer med, så opgave  A var klar til briefing, men den endelige opgave blev opgave C, og starten gik kl. 14.30.


Thomas Grove og Julia Nørtoft lytter koncentreret til meteorologens briefing

I to-sædet klassen flyver juniornationalholdstræner Thomas Grove i DSvUs Duo Discus med to talenter, som skiftes til at flyve med i bagsædet. Lørdag er det Julia Nørtoft som sidder i bagsædet, og inden flyvningen briefer Thomas meget omhyggeligt den unge pilot om, hvordan dagens opgave skal angribes. To-sædet klasse flyver en areal opgave, en såkaldt AAT. Startlinien er Rind kirke derefter sydøst mod Mattrup, vestpå til Uhre kirke, nordøst til Silkeborg station, sydpå til Brædstrup lirke derefter tilbage til Arnborg via Skarrild.

Hvor langt ud i arealerne de kommer må vi vente på at se, når de vender tilbage.

Resultater, opgaver og pilotlister

 


Thomas Grove og Julia Nørtoft gennemgår opgaven sammen ved flyet

Julia er 17 år og har – med tiden – tænkt sig at flyve F16 i Flyvevåbnet. Hun suger til sig af viden fra Thomas, og hun er helt sikker på at de kommer rundt på opgaven. Julia begyndte at svæveflyve i 2015, hvor hun først bestod teorien og derefter indledte den praktiske skoling. Hun fløj solo året efter og hun bestod prøven til S-certifikatet i august 2017. Hun elsker udfordringer, og vil stille op til junior danmarksmesterskaberne i juli måned.

Thomas begyndte at svæveflyve i 2005, og han har i de forløbne år erhvervet en stor erfaring ved deltagelse i mange nationale og internationale konkurrencer. Han har fløjet med talenter i DSvUs Duo Discus de sidste tre år, og i år flyver han med Julia Nørtoft og Lasse Edslev.


Thomas Grove og Julia Nørtoft har netop modtaget opgave C og laver de sidste forberedelser før flyvningen

Hjemme igen

Vejret udviklede sig ikke som forventet. Men Julia og Thomas gennemførte opgaven, hvor de fløj 142 km med 66 km/t.

Det der med at vride en sammenhængende forklaring ud af en svæveflyvepilot om, hvorfor han/hun nu lige kunne runde hvert vendepunkt, er stort set umulig. Da jeg spurgte dem om, hvordan det lykkedes, blev de blanke i blikket og stod og tænkte og tænkte, og jeg kunne mærke, der blev støvet af i det indre arkiv. Men nogen sammenhængende fortælling til genfortælling blev det ikke til.

Og det er vel egentlig ikke så sært når man tager i betragtning, at der skal træffes rigtig mange beslutninger under en sådan flyvetur.

Kommende begivenheder

26 sep
ETU møde, Arnborg
Dato 26. september 2023 18:00
7 okt
HB Møde, Arnborg, budget
7. oktober 2023 9:00
14 okt
NH Efterårssamling, Arnborg
14. oktober 2023 9:30 - 17:00
  • Ingen indlæg at vise.