Aarhus Svæveflyveklub tildeles Gøta pokalen
- Detaljer
- Skrevet af Ulrik Friis

Chr. Skov fra Arhus Svæveflyveklub modtog Gøta pokalen på klubbens vegne af Poul Hørup (tv.)
Hovedbestyrelsen havde efter indstilling valgt at tildele Aarhus Svæveflyveklub Gøta pokalen, som blev uddelt på repræsentantskabsmødet.
Poul Hørup sagde i sin begundelse for at give Aarhus Svæveflyveklub Gøta pokalen: "GØTA pokalen er danske svæveflyveres højeste hædersbevisning, som uddeles for særlig fortjenstfuld indsats for dansk svæveflyvning.
Aarhus Svæveflyveklub måtte i starten af 90erne forlade hjemmepladsen i Kirstineminde til fordel for sygehuset i Skejby og klubben var herefter uden egen plads indtil 2008. Det tærer hårdt på en klub, at man ingen hjembase har.
I 1995 var antallet af medlemmer derfor faldet til 32 medlemmer og i 1998 til kun 27 medlemmer, set i relation til at klubben dækker Danmarks næststørste by.
Aktiviteten blev derfor også tilsvarende lav og klubben klarede sig ved at flyve hos andre midtjyske klubber. På trods af velvilje fra disse klubber, så var aktiviteten derfor i 2006 nede på i alt 115 starter og 61 timer på klubfly.
I 2008 lykkedes det endelig at få egen flyveplads igen, da svæveflyvebanen ved True blev taget i brug med kun 5 instruktører.
Göta pokalen går i år til Aarhus Svæveflyveklub for det kæmpearbejde, de har gjort for at komme på fode igen, så de nu er oppe på 44 medlemmer og 7 klubfly og en enorm aktivitetsstigning.
I 2015 har de registreret i alt 2367 starter og 942 timer, en fremgang på næsten 2000% i starter og godt 1400% i timer i forhold til 2006 – på altså 10 år.
Godt gået."