Masser af flyvning på tøsetræffet

Der blev afholdt tøse-/heksetræf på Arnborg den 3. til 5. juni 2016. Weekenden var fantastisk med kanon flyvevejr, hvor der blev fløjet stræk, der blev fløjet i DaSKs 2G og Lis Arneberg fik slået noge kolbøtter på himlen med en del af deltagerne i DSvUs Puchacz.

Der er ikke mange aktive kvindelige svæveflyvepiloter i Danmark – ca. 7% – men blandt dem finder vi alligevel to verdensmestre og en som blev nr. 6 til et tredje verdensmesterskab, så vi kan konstatere, at flyve – det kan de.


Lis laver kaninører på Helena og de viser begge det gode humør som kendetegnede tøsetræffet

Kvinderne er enormt aktive og de sørger for at afholde tøse-/heksetræf når lejligheden byder sig. Baggrunden for at deltage er i høj grad fælleskabet. Det giver noget, som kan være svært at få ude i klubberne. Man kan tale om emner, som helst vendes med andre kvindelige piloter.


Morten Stoltze hjalp til og han viste sig at have evner som wirehenter. Lis sørger for at det går ordentligt til.

Udover flyvningen blev der snakket om, hvordan man kommer i gang igen med at flyve, efter man har fået børn, og hvordan får man tisset af under flyvningen. Her sidder man blandt andre kvinder, som har forskellige erfaringer og som kender til disse udfordringer. Det er et fælleskab, hvor man frit kan drøfte alt det, der har at gøre med at være kvinde i en mandsdomineret klub.


Måske kan der anes en vis betænkelighed i Malous smil inden turen i 2G'en, men Morten sidder jo i bagsædet.

Stemningen var i top. Flyvningen er den samlende faktor, men massiv tøsehygge er også en vigtig del. De 'gamle' introducerer de nye til de utallige røverhistorier, men der bliver også givet tip til konkurrenceflyvning og 'hvem der er hvem' og hvordan 'det er' på Arnborg. De nye bidrager med erfaringer fra deres respektive klubber, og der blev også drøftet, hvordan man får lokket flere kvinder til at svæveflyve.


Signe flyver hjemmevant fra Arnborg. Her er hun på vej ud på en længere tur over landskabet.

Det blev en super weekend, hvor der blev fløjet en masse, tøsehygget i stor stil med såvel grillmad som badeture til den lille sø på den anden side Fasterholtvej. De nye deltagere vil helt sikkert komme igen, og de vil også slå på tromme i klubberne for arrangementet.


Karen er klar til start i Puchaczen

Agnete (tidligere verdensmester) spejder med et erfarent blik efter brugbare skyer inden starten i 2G'en.

Aftenhygge på badesøens bred. Det var dejligt at få en svalende dukkert efter en lang, varm flyvedag.

Alle ser frem til at mødes til det næste tøse-/heksetræf.

Tak for et godt arrangement siger:

Helena Maria Steenholdt Jacobsen - Århus Svæveflyveklub
Karen Jensen - Fyns Svæveflyveklub
Lis Arneberg - Midtsjællands Svæveflyveklub
Signe Beck Nielsen - Billund Flyveklub
Agnete Olesen - SG70
Tina Otykier - Kolding Flyvklub
Marie-Louise Portefée - Kolding Flyveklub

Kommende begivenheder

20 apr
FFF FORÅRSLEJR, ARNBORG
Dato 20. april 2024 - 28. april 2024
26 apr
1. afdeling af SM, afvikles af PFG/ KF
26. april 2024 - 28. april 2024
27 apr
Spring Cup, Herning
27. april 2024 - 4. maj 2024
4 maj
NH SAMLING 2 ARNBORG
4. maj 2024 - 5. maj 2024
9 maj
DM ARNBORG + TRÆNING 5 DAGE FORINDEN
9. maj 2024 - 19. maj 2024