DM 2016 vindere
- Detaljer
- Skrevet af Ulrik Friis
Spændingen er udløst, vinderne er fundet. Og de er ikke kommet nemt til det. Det har været hårdt og varmt arbejde mange timer i cockpittet.
Her et link til alle opgaver og resultater: DM 2016 resultater.
Efter et DM med 9 konkurrencedage ud af 11 mulige og med et vejr, som ind imellem antog sydafrikanske tilstande, afsluttedes DM 2016 søndag aften med præmieuddeling. Dette DM vil nok blive husket for det helt utrolige flyvevejr. Der var såvel tørtermik som skytermik, og i mange dage kunne opgaverne flyves i højder over 2.000 meter. Og der blev måske sat danmarksrekord, da en opgave blev gennemført med over 150 km/t af både Arne Boye-Møller og DSvUs formand Peter Eriksen.
Et DM der blev ledt sikkert i mål af en gruppe dedikerede frivillige: Meteorolog Niels Thomsen fra Tølløse Flyveklub, IT wizard og pointberegner Kim Jakobsen fra Vejle Svæveflyveklub, DM-chef Ulrik Eilert, trafikleder Niels Holck, Kisser Holck og Susanne Weidinger i kontoret, alle fra Øst-Sjællands Flyvekub. Og Chris Oxholm tog sig af pressen.
Klubklassen
Danmarksmester blev Jan W. Andersen, Nordsjællands Svæveflyveklub, som med seks dagssejre holdt den samlede førsteplads fra dag to. Nummer 2, Rasmus Ørskov, Herning Svæveflyveklub, tog 3 dagssejre. Nummer 3 Nicolai Larsen, SG-70, indtog trediepladsen efter sjette konkurrencedag. Nummer 4 blev Henrik Breidahl, Øst-Sjællands Flyveklub.
Standardklassen
Danmarksmester blev Mogens Hoelgaard, Herning Svæveflyveklub, nummer 2 blev Frederik Nøddelund, Vejle Svæveflyveklub, nummer 3 blev Thomas Laugesen, Herning Svæveflyyveklub, nummer 4 blev Jan Jørgensen, Midtsjællands Svæveflyveklub.
15 meter klassen
Danmarksmester blev Johnny R. Jensen, Billund Svæveflyveklub, som på sidste konkurrencedag passerede nummer 2, Jan Hald, Midtsjællands Svæveflyveklub. Nummer 3 blev Stig Øye, Polyteknisk Flyvegruppe, og nummer 4 blev Knud Møller Andersen, Herning Svæveflyveklub.
18 meter klassen
Danmarksmester blev Arne Boye-Møller, Herning Svæveflyveklub, som indtog førstepladsen fra dag 1, dog skarpt forfulgt af nummer 2, Peter Eriksen, Øst-Sjællands Flyveklub, hvor kun 1 point adskilte dem på to konkurrencedage. Nummer 3 blev Morten Bennick, Polyteknisk Flyvegruppe, som kæmpede en hård kamp med nummer 4, Svend Andersen, om trediepladsen, som han på sidste konkurrencedag erobrede.
2-sædet (20 meter) klassen
Danmarksmestre blev Tom Jørgensen og Henning Nielsen, Midtsjællands Svæveflyveklub. Tom holder en glad Jøns om skulderen, idet brd. Arndt, Ole og Jøns fra Jydsk Aerosport, tog andenpladsen. Nummer 3 blev Henrik Bill (forrest) og Johnny Andresen fra Vestjysk Svæveflyveklub. Nummer 4 blev (fv.) Filip Bojanowski og Sonni Jakobsen fra Øst-Sjællands Flyveklub.