I Midtsjællands Svæveflyveklub er man klar til at fejre et jubilæum af de mere usædvanlige.
Torsdag den 3. oktober 2013 er det 70 år siden, at Carl Henry Kristiansen fløj sin første svæveflyvetur i et tysk Stamer Lippisch (Zögling) svævefly. Året var 1943 og datoen var dagen efter Carls 16-års fødselsdag.
Carl Henry Kristiansen har virket i 3 svæveflyveklubber; Først i Ringsted, siden i klubben i Slagelse og lige nu er det Midtsjællands Svæveflyveklub, der har Carl Henry som medlem.
Det er ikke muligt at komme på ret mange andre personer inden for dansk svæveflyvning, der har leveret så stor en indsats på klubplan igennem så mange år. Carl Henry har da også modtaget de fleste af dansk svæveflyvnings hædersbevisninger:
- PW-pokalen i 1987
- Gøta-pokalen i 1999
- guldemblem i 2010
Carl Henry modtog i 1991 KDAs SAS-pokal, der gives til ”en person, der indenfor sin klubs ledelse har udrettet et stort og uegennyttigt arbejde til bedste for klubben og dens trivsel.”
Midtsjællands Svæveflyveklub markerer Carls 70-års jubilæum ved en morgenmadsreception lørdag den 5. oktober 2013, kl. 08:30 i klublokalerne på Slaglille Flyveplads.
Læs mere om Carl Henry Kristiansen her: