Arne Boye-Møller blev bedste dansker på tredje dag af VM.

alt

De rigtig gode resultater udebliver fortsat ved VM i Uvalde. Til gengæld er flyveforholdene gode, hastighederne høje og opgaverne rigtig lange.

 

Arne Boye-Møller nummer 11 - Peter Eriksen nummer 22.

alt

I 18 meterklassen var det igen en lige ved og næsten dag for Arne Boye-Møller. Arne sluttede som nummer 11 på dagen, men fløj i lang tid med sydafrikaneren Attie Jonker, der sluttede som nummer 3. Arne gik ud samtidig med Attie og dennes bror Uys Jonker samt hollandske Ronald Termat. Det er alle piloter der flyver JS fly og de 4 har været en del af toppen ved de sydafrikanske mesterskaber de sidste 2 år.

Gruppen fik uvelkomment selskab efter 96 km, hvor det polske team med Wojcik, Nieradka og Matkowski fangede dem, efter at være startet 3 minutter senere. Denne gruppe fulgtes stort set ad de næste mange hundrede Km. Der er forskellige forsøg på alternative ruter, men gruppen blev samlet igen. Ved næstsidste vendepunkt, med små 200 km tilbage af den 612 km lange opgave, er det dog Wojcik, Attie Jonker og Arne der fører, dog med det lille minus, at polakken altså har hentet 3 minutter på de andre. Med 130 km igen forsøgte Arne, at gå egne veje og forlod gruppen. Desværre fandt Arne ikke god termik og må på et tidspunkt affinde sig med det han kan få, da han er nede i 923 meter. Wojcik og Attie Jonker gik det bedre: Wojcik vandt dagen, med Attie Jonker på en 3.plads. Mike Young blev nummer 2 på dagen.
Peter Eriksen gik ud som en af de allerførste (10 minutter før Arne), og det var en mindre god idé. Alle der gik tidligt ud, fik dårlige placeringer. Peter tog også nogle andre valg end Arne. Ved 3. vendepunkt blev Peter indhentet af Arnes gruppe. Herefter fulgte Peter med gruppen ned til 4 vendepunkt, hvor Arne fløj væk fra gruppen og Peter. Peter hentede 4 minutter tilbage på Arne på resten af opgaven og endte som nummer 22.

Briten Russel Cheetham, der blev nummer 2 på 2.flyvedag, kunne ikke følge op på denne placering. Cheetham blev nummer 24 på 3. flyvedag. Og ryger fra en 3. plads ned til en 7.plads. Arne avancerer en enkelt plads til nummer 17, og Peter taber 2 placeringer og er nu nummer 19. Polske Nieradka, måtte slippe sin landsmand, Wojcik og blev nummer 4 på dagen. Det betød at han mistede førstepladsen og nu er nummer 3. Mike Young, Storbritanien, der blev nummer 2 på dagen er nu i spidsen, foran dagens vinder, Lukasz Wojcik.

18 meterklassen - top 5.

1. 57 Mike Young GBR ASG-29-18 2929
2. PL Lukasz Wojcik POL ASG29-18m 2923
3. LM Zbigniew Nieradka POL ASG-29-18 2918
4. MC Christoph Matkowski POL ASG-29-18 2836
5. FA Killian Walbrou FRA JS1-B 2801
17. SJ Ame Boye-Moller DNK JS1-B 2655
19. 7T Peter Eriksen DNK ASG-29-18 2633


Jan Scmeltz Pedersen nummer 26 - Thomas Vestergaard nummer 34. 

I 15 meterklassen fik danskerne endnu en skidt dag. Jan Schmeltz Pedersen blev bedste dansker som nummer 26, hvilket er hans bedste dagresultat hidtil. Thomas Vestergaard blev nummer 34. Thomas kom fint omkring de første 2 vendepunkter, hvor han blandt andet fulgtes med Jan samt østrigeren Michael Rass, men efter 2. vendepunkt valgte Thomas at forlade gruppen og herefter blev rutevalget problematisk. Ved hvert af de næste 4 vendepunkter tabte han over 10 minutter i forhold til toppiloterne og sluttede over 1 time efter top 3.

Jan Schmeltz fulgtes med Michael Rass til 3. vendepunkt, men på vejen over mod 4. vendepunkt, havde østrigeren et bedre glid og var vel foran med et par minutter. Ved 4. vendepunkt, valgte Michael Rass en anden vej og endte med at tage yderligere 20 minutter fra Jan på de resterende 360 km. Michael Rass sluttede dagen som nummer 4.

Mathias Sturm, Tyskland, tog sin anden dagssejr, foran japaneren Makoto Ichikawa, der inden dagen var placeret på en 20 plads. Nummer 3 blev Louis Bouderlique, Frankrig, der lå på en 19. plads inden dagen. Både japaneren og franskmanden avancerede 10 pladser. Den næstbedste i klassementet, Sebastian Kawa, Polen, forsvarede sin 2.plads ved at blive nummer 5 på dagen og David Bauder, Tyskland, forsvarede ligeledes sin 3.plads ved at komme ind som nummer 7. Jan Schmeltz vandt 3 placeringer og er nu nummer 32. Thomas Vestergaard raslede til gengæld 6 pladser ned og er nu nummer 36.

15 - Meterklassen: Top 5.

1. M6 Matthias Sturm DEU ASW-27 2974
2. RP Sebastian Kawa POL Diana 2 2880
3. EI David Bauder DEU Ventus 2ax 2844
4. GA Michael Rass AUT ASG-29 2799
5. ZJ Tomasz Rubaj POL Diana 2 2794
32. A1 Jan Schmeltz Pedersen DNK LS-10 1936
36. TC Thomas Vestergaard DNK Ventus 2c 1864

 

Poul Kim Larsen nummer 22.

I den åbne klasse blev Poul Kim Larsen nummer 22. Poul Kim gik ud på opgaven sammen med 2 australske fly. Dem måtte han dog sige farvel til efter 30 km. Poul Kim mistede tid frem til 2. vendepunkt, men herfra gik det mere stabilt. På et tidspunkt ligger Poul og flyver sammen med verdensmesteren, Michael Sommer, over en strækning på 240 km, men må dog slippe ham igen. Det er også på dette tidspunkt, at Poul Kim henter 9 minutter på den ene australier, men også australieren tager igen afstand til Poul Kim.

Dagsvinder blev Dick Butler, USA, foran Sydafrikas Oscar Goudriaan og med Michael Sommer på en 3. plads. Den førende Laurent Aboulin, fastholder sin førsteplads, efter en 6.plads på dagen, men må nu dele den med. Oscar Goudriaan. mens Franskmanden Sylvian Gerbaud må afgive sin 3.plads, efter at være kommet ind som nummer 17. Ny i top 3 er Laurens Goudriaan, der blev nummer 4 på dagen. Poul Kim Larsen er fortsat nummer 24.

Åben klasse - Top 5.

1. CD Laurent Aboulin FRA Quintus M 2891
1. OG Oscar Goudriaan RSA JS1-B 2891
3. LG Laurens Goudriaan RSA JS1-B 2835
4. 2T Bruce Taylor AUS JS1-C 2793
5. 72 Sylvain Gerbaud FRA Quintus M 2744
24. HJ Poul Kim Larsen DNK ASH-25E 2255

 

Resultaterne fra VM i Uvalde kan findes på dette link: Resultater VM Uvalde

VM har også et noget ustabilt website. Det kan findes på dette link:  VM Uvalde

Andre arktikler om dette emne:

  • VM Uvalde dag 2: Rigtig godt flyvevejr, men fortsat beskedne danske placeringer.
  • VM Uvalde: Middelmådig dansk førstedag.
  • VM i Uvalde starter den 5. august.
  • Kommende begivenheder

    4 apr
    Arnborg Forårscup
    Dato 4. april 2024 9:00 - 7. april 2024 18:00
    13 apr
    NH SAMLING 1 ARNBORG
    13. april 2024 - 14. april 2024
    20 apr
    FFF FORÅRSLEJR, ARNBORG
    20. april 2024 - 28. april 2024
    26 apr
    1. afdeling af SM, afvikles af PFG/ KF
    26. april 2024 - 28. april 2024
    • Ingen indlæg at vise.