Jørgen Korsgaard og Claus Nedergaard Jacobsen kigger på smånyt fra udlandet:
Som ivrige læsere af de fire nedennævnte blade:
- Engelske "Sailplane & Gliding" (S&G)
- Norske "Seilflysport"
- Svenske "Segelflygsport"
- Tyske "Segelfliegen"
vil vi 3 - 4 gange om året fremkomme med en oversigt over interessante nyheder fra udlandet. Målet er ikke at erstatte de nævnte blade, men snarere at stimulere interessen for dem. Måske kunne vi lære noget af andre ....
Det er i hyldest til det svenske "Segelflygsport", hvor inspirationen til rubrikken stammer fra, at denne artikelserie har fået navnet "Utrikes".
Mvh
Jørgen Korsgaard/Sønderjysk og Viborg (Formand i Sønderjysk og suppleant i HB)
Claus Nedergaard Jacobsen/Vejle Svæveflyveklub (tidligere Nordic Gliding Secretary).
"What goes in, must come out".
"Kvinder er fra naturens side indrettet med en anatomi, så de bedre kan holde på vandet under lange flyvninger". Det er en påstand hørt i danske svæveflyvekredse. Gaby Haberkern, der blev nr. 3 ved kvindernes VM i Sverige sidste sommer, og som samtidigt er sygeplejerske, er uenig og siger, at problemet med at komme af med vandet faktisk er kvindernes største problem i forhold til mændene under lange svæveflyvninger. Men hun tager også konstruktivt fat på problemet og omtaler en række løsninger i Segelfliegen 6/2011. En af dem er baseret på en opsamlingstank og en elektrisk vacuumpumpe. Løsningen bruges af det tyske kvindelandshold, og de er meget glade for den. Artiklen indeholder en række links. Mange af løsningerne vil også være attraktive for mænd. Samme emne behandles af Wendy Durham i S&G Feb/Mar 2012. Hendes løsninger er mere rettet mod mænd og går mere i dybden med farerne ved ikke at have styr på den slags detaljer.
Teorien bag effektiv termikflyvning.
Den tidligere formand for de svenske svæveflyvere, Robert Danewid, der nu sidder i EGU hovedbestyrelsen foruden at være Nordisk Sekretær, fortsætter i Segelflygsport 2011/4 sin trilogi om at udnytte forholdene optimalt. I artiklen "Termikflygning i teorien" tager han fat på den effektive udnyttelse af termikbobler og kommer omkring svære emner som kurvepolar, termikbobleprofiler, vingebelastning, totalenergi, energitilvækst som funktion af G-påvirkning, instrumenter og centreringsteknikker, før han når frem til at kunne sammenfatte det hele i fem bullet points. Endnu en meget læseværdig artikel med masser af gode litteraturhenvisninger. I samme nummer af Segelflygsport er der en (løs)oversættelse af en artikel fra Aerokurier 1970/10, hvori den tidligere Messerschmit 163 og 262 pilot Wolfgang Späte fortæller om, hvordan han i 1938 opfandt og anvendte den teori, der senere skulle blive forfinet af MacCready. Robert Danewid henviste til Wolfgang Späte i sin første artikel.
Internet for Dummies.
De fleste af os er jo ikke ret glade for at erkende vores uvidenhed på dette eller hint område, men det burde vi nok ikke være. Sandsynligheden er stor for, at mange andre end os har det på samme måde med samme emne: De andre tør bare heller ikke sige det. På engelsk findes en serie bøger, der alle henvender sig til "dummies" på det ene eller det andet område, og som efter alt at dømme har stor success. "Workout for dummies", "Algebra for dummies", "Wine for dummies" etc. I Seilflysport 2011/4 giver Kjetil Nordheim en fin indføring til de nye smarte medier som Facebook, Twitter, Picasa osv. som nogen af os fra forrige århundrede måske står lidt tøvende overfor. Ja, ikke dig, selvfølgelig, men måske nogle af de andre tumber iblandt os. Der er selvfølgelig fokus på, hvad de kan bruges til i forbindelse med svæveflyvning.
Højdemåling baseret på statisk tryk kontra måling vha. GPS.
Som bekendt kan en GPS udmærket godt beregne din højde og specielt efter Bill Clintons fjernelse af den bevidste jamming af GPS-signalet omkring år 2000 har nøjagtigheden været så stor, at man skulle mene at en GPS-højdebestemmelse burde være mere præcis end en baseret på en lufttryksmåling og en hypotetisk standardatmosfære. I Seilflysport 2011/4 slår Mike Borgelt (producent af Borgelt variometrene) fast, at GPS måling af højden ER mere præcist end måling ud fra tryk, men kun når det kommer til geometrisk højde. Problemet er, at næsten alle de højder vi skal forholde os til: luftrumshøjder, andre flys højder, flight levels etc. er fastsat ud fra trykhøjde. Og den finder vi kun vha. en gammeldags trykbaseret højdemåler. Hvorfor IGC så fastholder, at fx. højdevindinger og udtærsklingshøjder kun kan dokumenteres vha. trykhøjder, det må andre forklare. For at have en fælles reference?
How it is made: Gliders.
Discovery Channel har en interessant serie for os, der som børn ikke kunne lade være med at skille ting ad, fordi vi gerne ville vide, hvordan de var lavet. En af afsnittene har åbenbart handlet om bygning af svævefly, og dele af det afsnit er lagt op på YouTube, se: http://www.youtube.com/watch?v=I_atJwXxcrU. Noget for dem, der underviser i Materialelære? Vidste du forresten, at det er muligt at gemme video'er fra YouTube el.a. på harddisken til senere visning vha. Firefox browseren og et plugin ved navn Downloadhelper?
Kilde: Seilflysport 2011/4.
Klubber som lykkes.
Såvel norske Seilflysport som svenske Segelflygsport kører pt. en artikelserie om klubber, der har fremgang midt i en nedgangstid. I Segelflygsport nr. 2011/4 skrives om Herrljunga, der ligger 50 - 100 km fra Göteborg ved en lille stationsby med kun 9000 indbyggere, og som alligevel stormer frem på alle områder. To danske svæveflyvepiloter, der først i 90'erne havde arbejde i Göteborg, tilbragte et par sæsoner her og valgte klubben frem for den langt større Göteborg Segel. Den populære og velansete svenske Segelflyginspektør Henrik Svensson, har sin daglige gang i Herrljunga klubben.
Frigørelse og flyvedrømme.
I Segelflygsport 2011/4 kigger Gösta Arvastsson på bevæggrundene for de første kvindelige piloter fra omkring 1909 til 1950. I andet afsnit af artiklen, som skulle fremkomme til april, lover han at føre historien frem til de kvinder, som han mødte ved Kvinde-VM i Sverige i 2011 og vil kigge på, om noget har ændret sig, eller om historien er den samme. Gösta Arvastsson er ikke hr. hvem som helst: han var den første formand for de svenske svæveflyveres Union, Segelflyget, og han er uddannet som sociolog, så det kan ikke helt udelukkes, at han faktisk ved noget om emnet.
To superfly på vej.
I Segelflygsport 2011/4 kan man læse om hele to nye supersvævefly, der er på vej til deres jomfruflyvning. Der er ikke tale om den slags fly, der ruller ud fra fabrikkerne til almindelige dødelige kunder, men om specialsvævefly. Den første er Perlan II, der med trykkabine og særligt højt VNE skal vise, at det er muligt at flyve bølger langt over den nuværende verdensrekord på 15,2 km. Man satser på at gennemføre den første ekspedition til Argentina i efteråret 2012. Flyet har til nu kostet 3 millioner dollars at udvikle og bygge, men der mangler meget endnu. Det andet store fly er Concordia'en, som udvikles i samarbejde mellem en række pensionerede svæveflyvekonstruktører, bl.a. Schleicher's Waibell. Flyet har været prøvesamlet første gang (minus 5 meter vingetipper). Dick Butler satser på at deltage i de amerikanske mesterskaber med det til næste år.
Nyt referencefly til IDAflieg.
Selvfølgelig kan det lade sig gøre at måle et svæveflys præstationer absolut, men det er blot svært og tidkrævende. De tyske akademiske flyvegrupper benytter i høj grad at vurdere et flys præstationer ved at lade det flyve ved siden af et andet fly, hvis præstationer, man i forvejen kender helt til bunds. Ved hjælp af fotos og målinger fra et følgefly kan man bestemme det nye flys præstationer ganske nøjagtigt. Referenceflyet, var tidligere en "hellig" DG-300/17. Fra og med i sommers, har man fået et nyt helligt fly, en nøje udmålt Discus 2c.
Kilde: Segelflygsport 2011/4
Ommøblering af instrumentbrædt
Det kan være en besværlig og kostbar affære at ommøblere et instrumentbrædt. I S&G Dec 11/Jan 12 viser Adrian Long, hvordan man kan lukke hullerne i et instrumentbrædt lavet af glasfiber og genbruge det i et nyt layout. Artiklen omtaler også papirgangen, der dog må forventes at være anderledes i Danmark.
Døv instruktør i England.
England er meget langt fremme mht. at tiltrække og få plads til mennesker med diverse handicaps i svæveflyveklubberne. I S&G Dec 11/Jan 12 kan man læse, at der findes et antal døve piloter, som flyver svævefly, og en af dem, John Donovan, er oven i købet instruktør. Det giver jo nogle udfordringer i et tandem skolefly, hvor han ikke kan høre eleven og heller ikke se dennes mundbevægelser. Hvad gør man så? Man monterer da bare et billigt sugekopspejl fra nærmeste bilmarked i forsædet. Så kan forsædepilot og bagsædepilot se hinandens ansigtsudtryk. De instruktører, der har prøvet at undervise i side-by-side fly, vil vide, hvor meget det fremmer undervisningen at have øjenkontakt med eleven. Så måske det er en ide, vi også kan bruge? En speciel udfordring for døve er at flyve i områder med krav om radiokontakt. Det kommer artiklen også ind på.
Nyt og stærkt ændret luftrum over Berlin i 2012.
I det nye nummer 1/12 af Segelfliegen er der to sider om ændringer af luftrummet over Berlin i forbindelse med åbningen af Berlins nye storlufthavn i juni i år.
Det nye luftrum er helt anderledes end det gamle, og det er en katastrofe for f.eks. det meget kendte og meget benyttede svæveflyvecenter Lüsse, der ligger ca. 60 km sydvest for Berlin. Hidtil har der været en TMA ret tæt på stedet, som begynder i FL75 og ikke har været generende. Ifølge det nye luftrum bliver loftet nu sænket til 3500 fod og udvidet hen over Lüsse og i øvrigt også klassificeret til luftrum C. Begrundelserne herfor er specielt af hensyn til larmbelastning og flyvesikkerhed. For at redde situationen noget arbejder det tyske, civile luftrumsudvalg på at få en aftale med Berlins ATC om at kunne få hævet loftet over Lüsse i tidsrummet mellem kl. 11 og 16.30, når man lander fra øst. Det er dog på ingen måde sikkert, at det lykkes, og der eksisterer tilsyneladende heller intet retsgrundlag for en sådan ordning.
Den ret store svæveflyveplads i Reinsdorf ikke så langt fra Lüsse er ikke så hårdt ramt af det ændrede luftrum, idet kanten af luftrum C i FL75 lige netop strejfer denne plads. Men ændringen medfører generelt store gener for svæveflyvningen omkring Berlin, hvor der er mange svæveflyvepladser, ligesom det påvirker de ellers så kendte termikruter.
Det er tilsyneladende en smitsom sygdom, der har ramt Europa, idet luftrummet omkring Frankfurt også lige er blevet udvidet til stor gene for svæveflyvningen i området. Og nu på det seneste Berlin og Billund til sommer.
Der er heldigvis ingen ændringer omkring den nærmeste plads for os danskere i Neustadt-Glewe. Denne plads bliver måske endnu mere attraktiv end tidligere.
Sælg, hvad der er nødvendigt, og tag til Omarama på New Zealand!
I det seneste nummer af det Gliding International fra New Zealand, er der en meget lang og grundig artikel om flyvning fra svæveflyvecentret Omarama på Sydøen. Herfra flyves der i termik, på skrænt, i konvergens og i særdeleshed i bølger. Og bølgerne er med til at skabe de mest utrolige skyformationer, som gør det ret synligt, hvor bølgerne er.
Der er sat indtil flere verdensrekorder over de new zealandske Alper, som man også kalder bjergene der. Senest i 2009, hvor jeg personligt selv overværede, at Terry Delore (NZL) og en kammerat startede godt halv seks om morgenen i flyslæb og først landede 15½ time senere efter at have fløjet 2501 km med en gennemsnitsfart på over 160 km/t. De havde fløjet en del jo-jo over Sydøen, men havde også været oppe og vende over Nordøen. Desværre for Delore blev rekorden overgået nogle dage senere af en tysker, som fløj en endnu længere tur i Sydamerika i Andesbjergene.
I 2009 havde jeg booket et bjergflyvningskursus i Omarama i første halvdel af december (der er sommer på New Zealand på det tidspunkt), og det blev en oplevelse for livet. Fem flyvninger på fem dage, hvor de tre var i bølger. Helt eventyrligt.
Der var dengang to professionelle firmaer, GlideOmarama og Southern Soaring i samme bygning i Omarama. De er nu slået sammen, men har beholdt deres navne og bemandinger. Det er professionelle instruktører, som lever af svæveflyvning, dels ved at flyve med piloter, som deltager i forskellige kurser, og dels med turister, som lige skal have en tur i svævefly til det højeste bjerg, Mount Cook, der ligger ca. 120 km fra Omarama. Man kan også købe sig til en hurtig uddannelse til svæveflyver.
Jeg rundede det højeste bjerg 3 gange i op til 6700 meters højde – med instruktør i bagsædet på den næsten nye Duo Discus. De bruger i øvrigt ikke hjemhentningsmotorer i firmaets fly, idet de blot ville give en falsk tryghed. Når der er synk, så er der virkelig synk! Til gengæld er der masser af udelandingsmuligheder på trods af det bjergrige terræn.
Det er ikke helt billigt at tage et bjergflyvningskursus i Omarama. Med fem flyslæb, flyleje og teori hytteleje osv. blev det ca. 21.000 kr., men oplevelserne var hele beløbet værd. Priserne er ca. de samme her i 2012.
Folkene i Omarama praler med, at det er verdens bedste sted at flyve svæveflyvning, men det kan jeg dog ikke vurdere, da jeg ikke har prøvet bjergflyvning andre steder – bortset fra nogle ture hen over Himmelbjerget!!
Jeg drømmer om at komme derned igen! Også fordi New Zealand er et meget civiliseret sted, og befolkningen utroligt hjælpsom. Tag et kig på www.glideomarama.com!
Jørgen Korsgaard
Kontinentale rekorder og tilskud til en-vejs distancerekorder.
Efter at Klaus Ohlmann & Co. med deres rekorder fløjet på bølger i Sydamerika har gjort det omsonst at forsøge at sætte verdensrekorder i resten af verden, har IGC per 1 oktober 2011 indført kontinentale rekorder. Det omtales bl.a. i S&G Feb/Mar 2012. I sammen artikel slår veteranen Hans-Werner Grosse til lyd for at give en-vejs distancerekorderne en ny chance. Han fortæller, at blandt alle hans rekorder, er en-vejs distancerne dem, der fylder og glæder mest i erindringen. Hans tur i 1972 på 1460 km i en ASW-12 fra Lübeck lige syd for den danske grænse og til Biarritz i Frankrig kan nemt slås med nutidens teknologi og viden, siger han. Bl.a. ser han muligheden for flyvninger fra Skandinavien til Sydvest Frankrig. Men han erkender, at hjemhentninger kan være dyre, så han tilbyder 750 Euro i præmie for envejs kontinentale rekorder fløjet i Europe. Dog kun til piloter under 30.
Topmeteo.
I S&G Feb/Mar 2012 kan man læse en længere artikel om svæveflyvemeteorologi tjenesten Topmeteo.eu (tidligere wetter-jetzt.de), specielt om de tanker, der ligger bag de enkelte korttyper i forhold til forberedelse af strækflyvninger. Som noget nyt i år er Danmark med på Tysklandskortet, så man slipper for at skulle abonnere på to områder for at flyve mellem Danmark og Tyskland. Til gengæld er vi ikke længere en del af Sverige.....
Allstar PZL Perkoz.
Afløseren for den populære Puchaez er nu endelig klar i form af Perkoz, som kan flyves i 3 varianter: Basic (fuldt kunstflyvningsdygtigt), med winglets (bedre performance, begrænset kunstflyvning )og i 20-meter udgave (strækflyvning med 1:42 i glidetal). Der er med andre ord tale om en tosæder, som skulle dække alle behov i en klub. I S&G Feb/Mar 2012 fortæller Andy Bardgett om klubbens erfaringer med flyet efter at have haft prototype nr. 2 på prøve et stykke tid. De er begejstrede for flyets ydelse og flyveegenskaber, men påpeger en række praktiske mangler og skønhedsfejl.
Træning udelukkende på ensædede fly.
Det lyder utænkeligt i dag, men det er jo faktisk sådan, at man helt op til 60'erne (måske senere?) uddannede nye svæveflyvepiloter udelukkende på ensædede fly. Instruktøren cyklede ved siden af eller gav flagsignaler fra jorden. Martin Simons fortæller om metoden og flyene i S&G Feb/Mar 2012 og undrer sig over, at man ikke længere før fik udviklet tosædede træningsfly, selvom det ville have været en smal sag både teknisk og økonomisk. Kan det have været et holdningsspørgsmål?
Ørnene ved noget, som vi ikke ved.
Både norske Seilflysport og svenske Segelflygsport kører pt. en artikelserie om svæveflyveklubber, der oplever fremgang midt i en krisetid. I Seilflysport 4/2011 fortælles om svæveflyveklubben fra Os på det norske vestland, der stik imod alle odds er lykkedes med at etablere en fremgangsrig klub, der frem for alt tegnes af en gruppe begejstrede unge mennesker, der er meget synlige såvel ved konkurrencer som med flotte video'er på YouTube og sikkert også mange andre steder. Den norske bronzemedaljevinder ved Junior VM, Jon Erik Lygren, kommer fra denne klub. Artiklen fokuserer på en af drivkræfterne bag klubben, Jo Inge Bjørø, der bestemt ikke er tabt bag en vogn, når det kommer til at flyve selv. Han har mange norske mesterskaber bag sig og kaldes også "Troldmanden fra Os" og kunne få det utroligste ud af sin ASW-15B (nu flyver han ASW-28-18). Artiklen afsluttes med en af Jo Inges fantastiske oplevelser, hvor han under en flyvning på vestlandet bliver fanget af regn, men forsøger at humpe hjem alene på hang. Det går fint, indtil han må krydse en dal på læsiden af et fjeld for at nå frem til den skrænt, der kunne give billetten hjem. Variometeret er helt i bund og skrænten længere fremme kan ikke nås, så udelandingsmarken er allerede fundet. Præcis på det tidspunkt møder han en ørn, der målbevidst glider forbi i modsat retning. "Hvad i alverden! Han flyver jo i samme luft som jeg. Han ved noget, som jeg ikke ved", tænker Jo Inge og vender om for at følge ørnen. Det synker fortsat helt vildt, og det er tæt på, at Jo Inge må vende om for at have højde til at nå sin mark, da ørnen flyver omkring et hjørne og ind i læ. Jo Inge følger dog med og inde i læ af bjerget styrer ørnen mod en lille knold midt i dalen, hvor vinden af lokale årsager havde drejet sig. Og der steg det. Sammen med ørnen steg Jo Inge til 1600 meter og fik dermed til billetten hjem.