Det har været rigtig godt flyvevejr, hvilket blev fejret med en briefing på startstedet med nye opgaver – og de blev lange.

Klubklassen: Kun 2 point mellem Steen Elmgaard og Thorsten Mauritsen.

Klubklassen blev sendt ud på den hidtil længste opgave på i alt 303,7 Km. Det var åbenbart lidt hård kost for 1/3 af feltet, deriblandt gårdsdagens vinder Martin Brændgaard, Fyn, der gennemførte 267,6 km. Dermed mistede han 530 point i forhold til vinderen af 4.flyvedag. Martin taber 6 placeringer og er nu nummer 9.

4. flyvedag bød på en ganske tæt topstrid, hvor 6 fly endte inden for 50 point. Ulrik Sørensen, SG-70 vandt dagen foran Thorsten Mauritsen, Midtsjælland og Morten Bennick, PFG.
Den førende Steen Elmgaard, Østsjælland gik endnu engang ud samtidig med Thorsten – det var 8 sekunder der adskilte dem – men i dag kom Thorsten kun ½ minut senere hjem end Steen, der endte på en 6.plads. På grund af flyenes handicap, betød det, at Thorsten hentede 23 point og han er nu kun 2 point efter i den samlede stilling.
Ulrik Sørensens sejr betød at han generobrede sin 3. plads og er 77 point efter Steen. Martin Brændgaards rutchetur bevirker at den forsvarende mester, Felipe Cvitanich nu er nummer 4. Felipe er dog 139 point efter Steen Elmgaard.

Standardklassen: Jan Andersen udbygger føringen. 

I standardklassen var der åbenbart et par piloter der havde noget at bevise. Dagen blev vundet at Poul Kim Larsen, Midtsjælland, der med en udelanding i går (3.flyvedag) ellers har sendt sig selv ud af topstriden. På andenpladsen kom den førende pilot, Jan Andersen, Nordsjælland, der dermed udbygger sit forspring og på 3.pladsen Anders Møller Andersen, Aviator. Christian Skov, Århus, der også sendte sig selv ud af topstriden på 3. flyvedag blev nummer 4.

I den samlede stilling er der ikke sket nogen ændring i top 3, ud over at Jan Andersen nu er 140 point foran nummer 2 Mogens Hoelgaard, Herning. Mogens blev nummer 5 på 4.flyvedag og mens han tabte point til Jan Andersen, vandt han samtidig point i forhold til nummer 3, Jan B. Jørgensen, Midtsjælland. Jan blev nummer 7 på dagen og er nu 281 point efter den førende.

15-Meterklassen: Kun 6 fly gennemfører opgaven 

15-Meter klassen blev sendt ud på en 326,7 Km opgave og det var nok lige i overkanten. Kun 6 fly gennemførte hele opgaven. 8 af de fly der måtte give op, opgav i intervallet 306 – 320 Km. Blandt dem der måtte give op, var den førende Arne Boye-Møller, Herning.
Dagen blev vundet af Johnny Jensen, Billund, der scorede 1 point mere end Henrik Breidahl, Østsjælland. Nummer 3 blev Ib Wienberg, JAS, der jo vandt 3.flyvedag.

Knud Møller Andersen, Herning, blev nummer 4 og generobrede dermed 1. pladsen. Johnny Jensen er nummer 2 med et bagspring på 22 point og Arne Boye-Møller røg ned på en 3.plads 140 point efter sin klubkammerat på førstepladsen. Lige uden for top 3 ligger Jan Schmeltz, Billund, og lurer. Jan har fløjet rimeligt stabilt, uden dog at komme i top 3. Men han er kun 38 point efter Arne.

2-sædet: Nyt fly i spidsen 

Det blev en skidt dag for de piloter fra Herning Svæveflyveklub der inden 4. flyvedag lå nummer 1 i deres klasse. I 15-meterklassen mistede Arne Boye-Møller sin topplacering og i den 2-sædede klasse skete der også en markant ændring. Få 1.flyvedag var Herningflyet med Brian Lassen/Thomas Laugesen det eneste fly der gennemførte opgaven. På 4.flyvedag var flyet til gengæld det eneste der ikke gennemførte opgaven – og det fik konsekvenser. Herning-duoen er nu nede på en 3.plads i den samlede stilling.

4. flyvedag blev vundet af Østsjællands Klaus Juhl/Carsten Larsen. Talentflyet med Thomas Leander blev nummer 2 og er nu på førstepladsen sammenlagt. Stig Hvolgaard/Henrik Bill, Vestjysk blev nummer 3 på dagen.
Talentflyet er som sagt nu nummer 1 foran Jakob Lind/Jan Fahlgren, Nordsjælland. Forskellen mellem nummer 1 og 2 er 185 point og Thomas Leander har 295 point ned til Herningflyet.

DM har sit eget web-site, hvor man kan finde opgaver, resultater og daglige opdateringer link: http://dm.dsvu.dk/

Kommende begivenheder

26 apr
1. afdeling af SM, afvikles af PFG/ KF
Dato 26. april 2024 - 28. april 2024
27 apr
Spring Cup, Herning
27. april 2024 - 4. maj 2024
4 maj
NH SAMLING 2 ARNBORG
4. maj 2024 - 5. maj 2024
9 maj
DM ARNBORG + TRÆNING 5 DAGE FORINDEN
9. maj 2024 - 19. maj 2024
14 maj
ETU MØDE, ARNBORG
14. maj 2024 20:00