Junior VM 2017 i Litauen

DSvU sender 6 unge piloter til Junior VM i Litauen fra den 27. juli til den 13. august 2017.

I år har DSvU besluttet at sende hele nationalholdet afsted til Junior VM i Pociunai, Litauen. Normalt sender DSvU kun de 4 bedste afsted, men i år ønsker DSvU at de unge piloter får opbygget en solid konkurrenceerfaring, så de senere skal kunne slå igennem - hvis de da ikke benytter lejligheden til det i år. De skal med andre ord vænnes til miljøet og kravene til en konkurrencepilot til et verdensmesterskab.

Piloterne har trænet benhårdt frem til VM, og de har manifesteret sig bl.a. til Senior DM og Junior DM. Der er ingen tvivl om, at de er i toptræning.

I klubklassen deltager:

Hans Christian Bertelsen fra Aarhus Svæveflyveklub. Han flyver i en LS1f, "TJ". Han er Junior Danmarksmester to gange og nordisk juniormester i 2014. Det er HC's første Junior VM.

Martin Steen Andersen fra Øst-Sjællands Flyveklub. Han flyver i en LS1f, "PW". Det er Martins andet Junior VM. Martin har igennem de sidste år placeret sig stabilt i toppen til Junior DM, men han har endnu en DM titel til gode.

Mathias Valentin Christiansen fra SG-70 flyver i en Cirrus, "TH". Det er Mathias første Junior VM.

I standardklassen deltager:

Emil Dalboe fra Midtsjællands Svæveflyveklub flyver i en LS8 "SE". Emil er nykåret Junior Danmarksmester, og det er hans første Junior VM.

Kevin Kjær Andersen fra SG-70 flyver i en Discus 2T "AA". Kevin markerede sig som konkurrencepilot under Senior DM i standardklassen, hvor han tog en dagssejr og sluttede som en samlet nr. 4. Det er hans første Junior VM.

Sviatoslav Roublev fra Fyns Svæveflyveklub flyver i en LS8, "UG". Sviatoslav fik også markeret sig som konkurrencepilot under Senior DM, hvor han tog 2 dagssejre i klubklassen. Det er hans første Junior VM.

Team Captain bliver Poul Kim Larsen fra Midtsjællands Svæveflyveklub, som har stor erfaring fra egen deltagelse i VM og EM - og iøvrigt blev han danmarksmester i standardklassen i år. Og når sønnen Emil Dalboe også er deltager, endda som regerende Junior Danmarksmester, kan man nok forvente en ekstraordinær indsats fra ham.

Hjemmesider: Den officielle: http://jwgc2017.lt  JWGC Facebook side: https://www.facebook.com/JWGC2017

Team Denmark: https://www.facebook.com/DanishJuniorGlidingTeam


Junior Danmarksmester 2017 blev Emil Dalbo, Midtsjællands Svæveflyveklub, nr. 2 blev H. C. Bertelsen, Aarhus Svæveflyveklub og nr. 3 Martin Steen Andersen, Øst-Sjællands Flyveklub. Alle tre skal flyve JVM i Litauen.

Kommende begivenheder

4 apr
Arnborg Forårscup
Dato 4. april 2024 9:00 - 7. april 2024 18:00
13 apr
NH SAMLING 1 ARNBORG
13. april 2024 - 14. april 2024
20 apr
FFF FORÅRSLEJR, ARNBORG
20. april 2024 - 28. april 2024
26 apr
1. afdeling af SM, afvikles af PFG/ KF
26. april 2024 - 28. april 2024