Historisk tilslutning til Juniorlejr 2017

Tilslutningen til årets juniorlejr er meget høj – 24 unge svæveflyvere – og det giver os gamle håb for fremtiden for dansk svæveflyvning, og det giver os også lyst til at give den endnu en skalle. Johannes Lyng, DaSK formand og mangeårigt medlem af Vejle Svæveflyveklub (VSK) sagde, at det var historisk, at så mange unge svæveflyvere var samlet på en gang.


En hilsen fra en masse glade svæveflyvere på Juniorlejr 2017

Ved briefing torsdag morgen var VSKs store klublokale fyldt til bristepunktet, for ikke alene var der samlet 24 danske juniorer, men de var suppleret med 15 tyske juniorer fra VSKs venskabsklub, Meschede. Så stemningen var international i VSK.

Mads Lykke holdt en meget grundig vejrbriefing torsdag morgen, hvor vejret for resten af påsken blev forudsagt. Torsdag og fredag kan der flyves, ikke længere strækflyvninger, men helt sikkert med skygader og måske med nogle byger. Lørdag ser lidt regnfuld ud, hvorfor plan B, et besøg i tårnet hos Billund ATC, arrangeres. Søndag lidt ligesom fredag og mandag kan blive til hvad som helst. Koldt alle dage, så anbefalingen lød på masser af tøj. To af de unge insisterede imidlertid på forårspåklædning med korte bukser, og den ene havde udover de korte bukser kun t-shirt og solbriller selvom solen ikke skinnede igennem de lave skyer. Temperaturen lå på 8-10 grader, og med en vind på 19 kt var chillfaktoren 4 grader. Lad os håbe hans stofskifte holder til det.


Aftensmad i VSKs klublokale med 65 kuverter

Smilene blandt VSKerne var heller ikke til at tage fejl af. Magen til aktivitet er ikke set på Hammer Svæveflyveplads i mange år - hvis nogensinde. Påsken 2017 vil fylde i historiebøgerne. Der er lige nu et fantastisk aktivitetsniveau på Hammer Svæveflyveplads, hvor mange klubmedlemmer er mødt frem for hjælpe til. VSK er en klub som kan rumme et sådant storslået arrangement, hvor faciliteterne er iorden (måske lige bortset fra kun 2 lokummer til 50 mennesker), og hvor medlemmerne aktivt bakker op om arrangementet. VSK skal have stor tak for at yde denne indsats.

3 ASK 21, 1 Puchacz og 2 Duo Discus XLT kom i arbejde fra morgenstunden, hvor alle efterhånden fik deres checkstart og PFT. Selvom det ikke var godt svæveflyvevejr, så nåede man op på 65 spilstarter og 5 flyslæb inden der blev pakket sammen, og i morgen ser det bedre ud.

Og 17% af deltagerne er unge kvinder. Netop nu hvor DSvU vil gøre en ekstraordinær indsats for at få flere kvinder engageret i svæveflyvning, er det glædeligt, at så mange kvinder deltager.

Hensigten er at juniorerne skal det sjovt, få en masse gode kammerater fra andre flyveklubber, få noget ordentligt at spise godt krydret med masser af flyvning.

VSKs Claus Ritter og DSvUs Jakob Karlsson har godt fat i styrepinden på arrangementet. Der er lavet sovesale i flyværkstedet og i briefingrummet, og bespisningen af de mange unge er løst med lidt hjælp fra Give Camping. Og jeg kan hilse og sige, at de går ikke sultne i seng i aften. På campingpladsen sås enkelte telte, vi håber de har de varme soveposer med nattetemperaturer omkring frysepunktet. Men hvad gør det, når der er juniorlejr.

Jeanette Bjerg Hansen fostrede ideen for flere år siden og Lotte Engelund fra Bredde- og Juniorudvalget har senere arbejdet hårdt i flere år for at få etableret juniorlejren som en tradition, og i år er tilslutningen så overvældende, at arrangørerne må knibe sig i armen. Det er næsten ligesom en ketchup flaske, hvor det store skvulp kom i år.


VSK havde arrangeret opstilling af en flysimulator, hvor man kunne prøve kræfter med en Boeing 737

Flyværkstedet omdannet til sovesal

Kommende begivenheder

20 apr
FFF FORÅRSLEJR, ARNBORG
Dato 20. april 2024 - 28. april 2024
26 apr
1. afdeling af SM, afvikles af PFG/ KF
26. april 2024 - 28. april 2024
27 apr
Spring Cup, Herning
27. april 2024 - 4. maj 2024
4 maj
NH SAMLING 2 ARNBORG
4. maj 2024 - 5. maj 2024
9 maj
DM ARNBORG + TRÆNING 5 DAGE FORINDEN
9. maj 2024 - 19. maj 2024